Vedbæk Mobildyrlæge
Vedbæk Mobildyrlæge

Vedbæk Mobildyrlæge – jeres dyrlæge i hjemmet

Der kan være mange grunde til, at I som kæledyrsejere foretrækker at få dyrlægen hjem til jer frem for, at I kommer til dyrlægen. Optimere dyrets velfærd, bekvemmelighed, tryghed i hjemmet er blot nogle af grundene. I min tid som dyrlæge, hvor jeg har arbejdet på større og mindre klinikker samt haft min egen klinik, har jeg kun haft positive oplevelser med og fået god feedback fra ejere på at komme hjem til jer. Der er ro, der er tryghed, og der er tid. Alt i alt gør disse rammer, at kæledyret og ejeren slapper mere af og får en bedre oplevelse. Det behøver ikke være stressende eller gøre ondt at have med dyrlægen at gøre. Tværtimod får kæledyret guffer, klap og hjælp. Dvs. det øger velfærden for dit kæledyr, og dermed får I som ejere også en god oplevelse. Ofte kan det handle om de neden for beskrevne situationer.

Stress

Min erfaring er, at mange dyr særligt hunde og ikke mindst katte bliver stresset af at komme til dyrlægen, dels grundet de mange nye og fremmede lugte, dels fordi årsagen til at komme ofte er sygdom, hvilket nødvendiggør behandling allerede hos dyrlægen. Dette forbinder dyrene ofte med noget ubehageligt, hvorfor det kan stresse såvel dyr som ejer. Derfor har jeg erfaret i min egen klinik, at det gav rigtig god mening for dyrene og deres ejer, at jeg kom hjem i dyrenes egne trygge rammer og udførte mine undersøgelser. Dyrene bliver væsentligt mindre stresset, hvilket øger deres velfærd. Og det er kernen i mit arbejde – at øge dyrenes velfærd. Det er min vurdering, at dyrene (og ejeren) sagtens kan få gode oplevelser med en dyrlæge – trods smerte og anden ubehag, såfremt undersøgelsen sker i trygge rammer og med en rolig og omsorgsfuld tilgang.

Travlhed

Derudover kan der være familier, hvor det kan være svært i en presset hverdag at afsætte tid til at gå til dyrlægen. Jeg kender det fra min egen hverdag og derfor kan det være rart at dyrlæge kan komme i hjemmet efter aftale og også i weekender uden ekstra beregning.

Transport er en udfordring

Derudover er der mange, der oplever, det kan være vanskeligt at transportere sit kæledyrdyr eller sig selv. Dyret forsvinder pludseligt, når transporttasken er stillet frem. Eller du kan som ejer være dårligt gående, have svært ved at køre bil/bus eller lign.

Sidste farvel

Det er svært at sige farvel. Jeg kender det selv fra mine egne dyr. Mange foretrækker at sige det sidste farvel i eget hjem, og hvor kæledyret får maksimal ro og tryghed. Selve proceduren handler om at give en sprøjte, så kæledyret falder i søvn og sover dejligt. Der er ingen smerter. Efterfølgende (10-15 min senere) giver jeg den sprøjte, som får kæledyret til at sove ind. Det er en rigtig fin måde at tage afsked på, fordi der netop er tid, fred og ro.

Dette er blot eksempler på, hvornår det kan være rart, at dyrlægen kommer hjem til jer. Andre situationer kan være akut opstået sygdom, rådgivningsbehov eller noget helt sjette.

Om mig

Jeg hedder Cathrine Elmegaard Ræder. Jeg blev uddannet dyrlæge i 2010 og læste forinden statskundskab. Jeg har arbejdet på forskellige smådyrsklinikker samt i Fødevarestyrelsen frem til jeg fik min egen dyreklinik i København K, City Dyreklinik. I min fritid kan jeg lide at gå i skoven med vores hund, løbe og lege med mine børn. Derudover laver jeg frivilligt arbejde for en international skole, hvor vi pt arbejder på en stor summercamp i 2019. Jeg bor i Holte med min familie og vores hund, en venlig Broholmertæve.